Ved Israel og USA godt, hvad de gør, når de risikerer at sætte hele Mellemøsten i brand? (2024)

Digital publikation

Mens Israel planlægger sit angreb på Iran, er udsigten til en eskalering af krig massivt til stede – og dermed udsigt til hyperinflation og energikrise, der vil ramme globalt. Men den risiko synes USA og Joe Biden at være villig til at løbe.

Lars Erslev Andersen

“Det er kun ved, at den illegale besættelse af Palæstina ophører, at fred kan opnås i regionen” udtalte Omans udenrigsminister Badr al-Busaidi efter det iranske missilangreb på Israel 1. oktober. Og han tilføjede ”Enhver, der tror, at vi kan opnå fred på andre måder – ved at inddæmme Iran, at eliminere Hamas, at nedkæmpe Hizbollah eller ved standhaftig politisk, militær og finansiel støtte til Israel – er enten fantast, naiv eller omgår bevidst sandheden”. Udtalelsen kom 3. oktober i Qatars hovedstad Doha. Qatar var vært for et møde med temaet sportsdiplomati i organisationen Arabian Cooperation Dialogue, og landets emir slog fast, at Israels krig i Gaza er ”folkemord”, hvilket er opfattelsen blandt alle stater i Den Arabiske Liga og Organisationen af Muslimske Lande.

Udtalelserne kom også to dage, efter Iran havde angrebet Israel med 180 missiler, som den israelske regering med amerikansk opbakning har svoret hævn for. Hvad Israel vil gøre, er uvist, men angreb på iranske olieanlæg og atomenergianlæg nævnes. USA fraråder netop disse mål, men forsikrer samtidig om fuld opbakning til Israel uanset, hvad Israel vælger, og har udstationeret to hangarskibe og andre flådefartøjer, mens baser er i fuldt beredskab i Den Persiske Golf og Middelhavet.

For staterne i Gulf Cooperation Council (GCC) – de olieproducerende lande Bahrain, Forenede Arabiske Emirater (UAE), Kuwait, Oman, Qatar og Saudi-Arabien – vil krig mellem Israel og Iran være katastrofal for både deres sikkerhed og for de udviklingsplaner, de ihærdigt forsøger at realisere. Landene søger alle en omstilling af deres økonomier til at være mindre afhængige af at sælge gas og olie, og den omstilling er eksistentiel nødvendig, hvis de skal overleve, at den rige verden i Vesten omstiller til grøn energi. Indtil det sker på et tidspunkt mellem 2030 og 2050, har de brug for indtægter fra råstofsalg til at bygge en ny økonomi op.

At det er eksistentiel alvor – og at disse lande er uhyggelig sårbare for angreb – har de måtte erkende først med den Internationale Valutafond (IMF) chokudmelding i 2015 om, at Saudi-Arabien risikerede bankerot allerede i 2020, hvis ikke økonomien blev omstillet. Det andet chok kom i september 2019, hvor et missilangreb fra houthierne, der kom som et lyn fra en blå himmel, satte en stopper for halvdelen af den saudiarabiske olieeksport i flere uger.

Det første chok fik Saudi-Arabien til at sætte en del af det statslige olieselskab Aramco på aktier. Selskabet er i dag verdens største børsnoterede selskab. Under navnet Saudi Vision 2030 igangsatte kronprinsen Mohammad Bin Salman (MBS) en omstillingsplan, hvor olieindtægter skal bruges til modernisering af sektoren og til megaprojekter, der skal tiltrække udenlandske investeringer. Samtidig åbnede landet for underholdningsindustrien, ikke mindst sport, golf, esport og fodbold, men også musik, teater og biografer, der havde været forbudt indtil for få år siden. Det er en slækkelse på brugen af islam som instrument for social kontrol, men det er ikke udtryk for politisk liberalisering. Tværtimod er Saudi-Arabien ved at udvikle sig til et enmandsdiktatur under kronprinsen MBS, hvilket de mange fængslede bevidner: Kvinder, der kæmper for mere end retten til at køre bil så vel som reel ligestilling og politisk indflydelse og liberale politiske modstandere af diktaturet – men også konservative islamister og prinser, der føler, at deres privilegier bliver frataget dem, må se Saudi-Arabiens udvikling fra deres celler bag tremmer. Her kan de også konstatere, at Saudi-Arabien fortsætter med at være førende, når det handler om at hugge hovedet af deres forbrydere, hvilket sker diskret og ikke længere på offentlige pladser.

Fri os for krig

At blive inddraget i en krig mellem Iran og Israel, der risikerer at ramme hans egen olieindustri, er det sidste, MBS ønsker for sit kongerige. Enten fordi Hormuzstrædet blokeres af Iran eller fordi iranerne hævner israelske angreb ved at slå igen på golfarabernes olieanlæg, der vil få verdens energipriser til at eksplodere i et endnu uset omfang.

Missilangrebet i 2019 på landets olieanlæg var et realitetschok af de mest brutale: Golfstaternes sårbarhed blev kynisk udstillet. Og hvad værre er, så oliesheikerne måbende til, at USA under Donald Trump ganske vist tordnede mod Iran (selvom houthierne tog ansvaret for angrebet), men reelt intet gjorde udover at låne Saudi-Arabien antimissil-teknologi (Patriot), der ikke er meget bevendt overfor droner og krydsermissiler, som var anvendt ved angrebet. Det fik UAE og Saudi-Arabien til at tænke over, om USA stadig forpligter sig på den gamle Carterdoktrin fra 1980, der gav løfte om, at USA ville komme dem til undsætning, hvis de blev angrebet af Iran. USA kom golfaraberne til undsætning i 1990, da Irak rykkede ind i Kuwait, men vil USA gøre det igen?

I tvivl om amerikanske sikkerhedsgarantier og pinligt bevidste om egen sårbarhed fravalgte golfaraberne krigsretorik og trusler og indledte i stedet et massivt diplomatisk initiativ, der skulle lede til afspænding. MBS aflyste embargoen mod Qatar, GCC-staterne rykkede tættere sammen og inviterede Iran til dialog og forhandlinger om våbenhvile i Yemen samt om fælles forståelse i forholdet til Irak.

Golflandende havde allerede i 2006, hvor Israel om sommeren kom i krig med Hizbollah, indset, at de havde fælles interesser med den jødiske stat: nemlig at bekæmpe den shiamuslimske milits i Libanon og sætte en effektiv stopper for politisk islam. Med sin støtte til det Muslimske Broderskab og Hamas stak Qatar af fra den fælles linje, hvilket var baggrunden for Saudi-Arabien og UAE’s blokade mod Qatar 2017. Men med tvivl om USA’s engagement vurderede Saudi-Arabien, at det var bedre at få Qatar med i en charmeoffensiv over for Iran end at fastholde en konflikt, der kun var besværlig.

Det var en rigtig vurdering. Som dug for solen forsvandt spændingerne mellem golfaraberne og Tyrkiet og hurtigt nærmede de sig Iran diplomatisk. Endelig kunne Kina forhandle genoptagne diplomatiske forbindelser mellem Riyadh og Teheran på plads i marts 2023.

I 2020 havde UAE og Bahrain indgået Abrahamaftaler med Israel, og afspændingen i Mellemøsten fik USA’s nationale sikkerhedsrådgiver, Jack Sullivan, til i en artikel til Foreign Affairs at hævde, at Mellemøsten ikke været mere stille i mange år, end det var nu. Det citerede magasinet The Atlantic ham for blot en uge før Hamas terrorismen 7. oktober 2023.

Sullivan skrev i artiklen, at det var Abrahamaftalerne (normaliseringsaftaler mellem UAE, Bahrain og Israel), der var årsagen til afspændingen og det rolige Mellemøsten. Reelt var det dog arabisk mistillid til USA og et stadig tættere forhold til Kina, som de brugte til at føre en mere selvbevidst og mindre følgagtig sikkerhedspolitik i forhold til amerikanerne. Det indebar afspænding både til Israel og til Iran, mens Kina, der havde gode relationer til alle i Mellemøsten, med succes tilbød sig som mægler. Fra et golfarabisk synspunkt så det lovende ud.

USA forsøgte dog i 2023, om de kunne hive Saudi-Arabien væk fra Kina og over på den israelsk-amerikanske banehalvdel. Det skulle ske ved at tilbyde Saudi-Arabien en sikkerhedsaftale med USA for at indgå en Abrahamaftale med Israel. Saudi-Arabien insisterede imidlertid på, at betingelsen for en Abrahamaftale i så fald ville være, at Israel indgik i forpligtende samarbejde om en tostatsløsning, hvor palæstinensisk stat betød en suveræn og uafhængig stat. Det er dog et ønske, som Israel systematisk har modarbejdet, siden landet besatte Vestbredden og Gaza i 1967. Saudi-Arabien ville også have, at en sikkerhedsaftale med USA skulle have karakter af en traktat: En traktat, der kræver ratificering i det amerikanske senat med mindst to tredjedele af stemmerne. Saudi-Arabien ville ikke risikere, at USA bare kunne løbe fra en sikkerhedsaftale, på samme måde som Trump gjorde, da han skrottede atomenergiaftalen med Iran. Endelig ville Saudi-Arabien have både F-35 fly og amerikansk bistand til udvikling af atomkraft. Hverken USA eller Israel ville levere på disse krav.

Golfarabere klemt mellem Iran og Israel

Efter omfattende krig mod civile i Gaza er Saudi-Arabien nu endnu mere stålsat på kravet om en palæstinensisk stat.

Og med det iranske missilangreb mod Israel og de israelske trusler om at angribe olieanlæg og atomenergifaciliteter i Iran – samt amerikansk støtte hertil fulgt op med udstationering af raketforsvarssystemer og tropper til Mellemøsten – har der været hektisk aktivitet mellem golfaraberne og Iran. 3. oktober var den iranske udenrigsminister forbi Saudi-Arabien, der sammen med UAE garanterede, at Israel ikke ville få tilladelse til at bruge deres luftrum til at angribe Iran. Iran gjorde klart, at golfarabisk støtte til israelske angreb mod iranske olieanlæg ville udløse angreb på de golfarabiske lande. Og med tanke på missilangrebet i 2019 gyser oliesheikerne ved udsigten til endnu et angreb på deres anlæg, hvorfor de har skyndt sig at forsikre Iran om, at Saudi-Arabien og UAE vil forblive neutrale i en militær konflikt mellem Iran og Israel.

Selvom golfaraberne gyser ved tanken om at blive inddraget i en israelsk-iransk krig og derfor vil gøre, hvad de kan for at holde sig ude af den, er risikoen for, at de alligevel inddrages stor: Beslutter Israel sig for at angribe iranske olieanlæg vil Iran reagere med at forsøge at blokere Hormuzstrædet og dermed ramme USA og resten af verden med en ny energikrise. Trods golfarabiske bestræbelser på at holde sig neutrale vil et Iran tilstrækkeligt presset af israelske bomber næppe tøve med at sprænge olieanlæg på den golfarabiske kyst i luften – som Saddam Hussein gjorde i Kuwait i januar 1991, da den amerikanske koalition gennemførte krig mod Irak.

Løsningen er ikke krig, men retfærdige aftaler

Dermed er risiko for eskalering af krig massivt til stede og udsigt til hyperinflation og energikrise, der vil ramme globalt. Men den risiko synes USA og Joe Biden at være villig til at løbe.

Der er næppe tvivl om, at USA strategisk synes, det er optimalt, at Israel udraderer ’modstandens akse’ – altså Hamas, Hizbollah og deres hovedsponsor Iran – og derfor vil bakke Israel op med omfattende militær og økonomisk støtte. Man kan selvfølgelig håbe, at USA og Israel ved, hvad de gør, når de risikerer at sætte brand i hele Mellemøsten. Men med blik på tidligere store krige udkæmpet efter Den Kolde Krigs ophør kan man dog tillade sig at have sine tvivl.

Og selv hvis det skulle lykkes Israel med massiv amerikansk støtte at smadre ’modstandens akse’, er det temmelig sikkert, at det ikke fører til hverken fred, stabilitet eller endsige israelsk-amerikansk-vestlig orden i Mellemøsten. Dertil er sporene fra krigene i Afghanistan, Irak, Libanon, Somalia, Libyen og Sahel alt for skræmmende tydelige. Som Omans udenrigsminister med stor klarhed sagde i Doha 3. oktober vil de problemer, der konstant nærer konflikt, krig og terrorisme fortsat være til stede, selvom det iranske præstestyre, Hamas og Hizbollah er fjernet fra jordens overflade: Palæstinensernes fordrivelse, Israels besættelse af palæstinensiske territorier og Israels klare intention om suverænt t kontrollere hele Palæstina fra floden til havet som et jødisk territorium vil konstant blive ved med at være roden til uendelige konflikter. Det er konflikten, der skal løses.

Det iranske folk fortjener, og verden ville blive meget bedre ved, at det iranske præstestyre forsvinder fra jordens overflade og erstattes af et regime, der respekterer sit eget folk. Men et regimeskifte i Iran fjerner imidlertid ikke konflikterne, som udgår fra den uretfærdighed, det var at fordrive et indfødt folk fra deres jord, som det skete under det britiske mandatstyre i Palæstina og som systematisk er fortsat siden staten Israels oprettelse i 1948.

Med andre ord: Løsningen på Mellemøstens konflikter er ikke at bombe Iran, men at sikre at alle med tilknytning til Palæstina, herunder vore dages israelere og de fordrevne palæstinensere samt deres efterkommere, kan leve sikkert dér som statsborgere med lige rettigheder kodificeret i en fri, liberal og republikansk forfatning. En realisering af, at det palæstinensiske flygtningeproblem finder en fredelig og retfærdig løsning. Det var i øvrigt det samme løfte – at et jødisk hjemland i Palæstina ikke måtte krænke de indfødtes rettigheder – der var indskrevet i Folkeforbundets mandats tekst, i Israels Uafhængighedserklæring fra 1948, i FN’s Generalforsamlings resolution 194 og i USA’s mangeårige erklærede forpligtelse på præcis denne resolution.

Det skulle USA og verdenssamfundet koncentrere sig om i stedet for, efter israelsk ønske, at bombe en orden ind i Mellemøsten, som ikke vil skabe sikkerhed for hverken Israel, palæstinensere eller nogen andre.

Denne artikel blev bragt på raeson.dk den 14. oktober 2024

Ved Israel og USA godt, hvad de gør, når de risikerer at sætte hele Mellemøsten i brand? (2024)
Top Articles
Latest Posts
Recommended Articles
Article information

Author: Msgr. Refugio Daniel

Last Updated:

Views: 6210

Rating: 4.3 / 5 (74 voted)

Reviews: 81% of readers found this page helpful

Author information

Name: Msgr. Refugio Daniel

Birthday: 1999-09-15

Address: 8416 Beatty Center, Derekfort, VA 72092-0500

Phone: +6838967160603

Job: Mining Executive

Hobby: Woodworking, Knitting, Fishing, Coffee roasting, Kayaking, Horseback riding, Kite flying

Introduction: My name is Msgr. Refugio Daniel, I am a fine, precious, encouraging, calm, glamorous, vivacious, friendly person who loves writing and wants to share my knowledge and understanding with you.